Harzen turen 2009 dagbog nr. 1

BCK cykling
Fredag den 12. juni kl. 5.30 skulle vi køre fra sparekassen, men der var en bil, som ikke kunne snøvle sig færdig før kl. 5.45 (Jan, Jette, Tonny og Annegrethe) dette til stor irritation for Flemming som var første mand på stedet, tænk hvor meget længere han kunne have sovet.

Kl. 11.30 ankom vi til vandrehjemmet, Jens Christian fik udleveret 3 rum med plads til 6 mand pr. stue og tilbød sig selv som 6 mand på stuen med de 5 piger, det faldt dog ikke i god jord, hvor utrolig det end lyder. Efter indtagelsen af vores madpakker gik turen til toppen af ski bakken, det var den rene leg, alle kørte hele vejen op uden stop, hvem der kom først kan jeg ikke huske, men Kim kom før Jette, om det var nåde eller Kims form vides ikke. De ringeste var jo blevet hjemme.

Efter kort tid kom vores tre løbepiger Betina, Lene og Elsie, vi kiggede lidt på ski bane hvorefter nedturen startede, det var koldt, det haglede helt vildt, så vi stoppede undervejs ned, stemningen var ikke høj, nogle ville hjem, men jeg lovede kaffe og chokolade nede i byen, det glippede så vi kørte ca 20 km. mere, men nu var det udvidet med kage så lidt tilgivelse fik jeg måske. Kl. 17.00 var vi tilbage efter 60 km. 17.45 til 18.15 aftensmad, den var god og masser af tid eller hvad Thomas.

Aften blev brugt til at lade op til Goslar turen. Vi er nogle der køre bedst på øl og rødvin, og da Flemming for gang skyld ikke var, i føre feltet måtte han prøve det samme. Frede satsede mere på kagen og masser til aftensmad, mens Kjeld satsede mest på aftensmaden og hvor mærkeligt den end lyder kommer han altid først, måske er det alderen, han er jo en af de ældste.

Lørdag 7.30, morgenmad pragtfuldt morgenbord. 8.30 afgang til Goslar, turen gik gennem det gamle Østtyskland. 11.30 mødte vi løbepigerne i Goslar, de havde fundet stedet vi skulle spise, nabo til byens cykelforretning. Solen stod højt på himlen, og maden var god, hvad mere kunne vi forlange. 13.00 afgang mod større udfordringer masser af stigninger ingen nedkørsler man skulle tro vi var på vej i himlen, vi glemte dog også at dreje, for Frede kunne ikke styre kort og værre under pres samtidig. Pyt med det for lige pludselig stod løbepigerne på toppen af Sonneberg med frugt til os, for fremtiden frugtbakken.

Nu kom belønningen en lang nedkørsel til Andreasberg, her satsede jeg alt, men blev kun nr.2 endnu en gang slået af Kjeld, han er jo også den tungest. Kjeld, Kaj, Frede, Jens, Bent og jeg måtte jo have bakken inde i Andreasberg, den var ikke blevet lettere end sidste år, dog fik vi Bent med op denne gang. Turen gik nu direkte til Braunlage, først masser af nedkørsel gennem vejarbejde, til tider total spærret med jorddynger der fyldte hele vejen, men det klare vi fint og endelig 6 km opkørsel inden vi var hjemme. Alle tiders tur på 112 km. Løbepigerne løb 9,2 km denne eftermiddag i svært terræn.

Lørdag aften gentog vi samme ritual som fredag dog med en lille tur ned i byen for enkelt øl, hvor vi besluttede, at søndag var middagen kl 14.00 på en restaurant, med Wienersnitsel på 35 cm, mindre kunne ikke gøre det, dog mente Finn han kunne spise mere, men jeg tror, han blev mæt.

Søndag morgen gik turen til Brocken. De første kørte kl. 8.30, løbepigerne tog bilen til Schierke, hvor fra de løb til toppen. Vi andre kom noget senere, da vi først skulle afregne med vandrehjemmet, og de sidste skulle snøvle sig færdig. Vi kom som sidste gruppe op på Brocken, endnu en gang blev jeg ikke først i gruppen, tabte kæden på sidste stigning, men pyt jeg slog Frede, Bent og Jan.

Nedkørslen var lidt af en udfordring masser af huller i vejen, men endelig slog jeg Kjeld, her skulle mod til, nu var det ikke nok med vægt og alder. Vi mødtes ved bunden, hvorefter tur gik hjem, eller til ski bakken. Bent ødelagde bagskifteren på vej ned af Brocken, han kunne jo også have valgt at køre med dem der ville direkte hjem.
Kjeld, Kaj, Jens, Frede og jeg valgte ski bakken, men denne gang var der solskin på toppen, hvor vi sluttede med en kold øl.

Kl 14.00 spiste vi vores middag og turen gik nu hjem over, for os der havde fået nok, gik turen direkte hjem, mens andre brugte halvanden time mere, måske en lille straf for deres indsats, det vides dog ikke.

Tak for en god tur, uden godt humør og hummer går det ikke.
Hilsen Kurt
PS: Elsie vil ikke ligge navn til, selv om jeg intet har nævnt om løbepigernes evne til at finde vej.