Denne liste giver et bud på hvad de skal have med og hvad du skal huske inden turen går til Paris, samt retningslinjer for hvorledes turen er organiseret.
Civilt Tøj
Medbring civilt afslappet tøj til aftenspisning og hygge, samt tøj til festen og dagene i Paris.
Badetøj da nogle af hotellerne har pool.
Cykel tøj
Medbring mindst to hele sæt af klubbens cykel tøj. Der er brug for to sæt så det ene hele tiden er rent til dagen efter. Typisk vaskes tøjet efter ruten og hænges til tørre. Det bliver ikke tørt i løbet af natten, så medbring et kraftigt håndklæde til at rulle tøjet i næste morgen, og lægge det øverst i bagagen. Så er det tør til dagen efter.
Medbring også regnfrakke, undertrøje, overtræks sko, handsker m.m. og hvis du har mulighed så et par ekstra sko, hvis vi må kører i regnvejr en hel dag, bliver skoene ikke tørre.
Medbring evt. en lille varmeblæser eller en hårdtørre hvis du kun har et par sko. Husk en tørresnor og klemmer.
Af hensyn til vores sponsorer, kører vi alle hver dag i vores sponsor tøj, fra 2012, da der vil blive taget billeder m.m. til pressen og hjemmesiden.
Vækkeur
Husk vækkeur, for ikke alle hoteller har morgenvækning
Medicin
Hvis du bruger lægeordineret medicin, måske noget til maven og mod hovedpine.
Solcreme
Høj faktor og måske en læbepomade, for en hel dag i solen kan være hårdt for huden og læberne.
Buksefedt og salve
Det er meget forskelligt hvad den enkelte bruger, men princippet er at den der smører godt, kører godt.
Det er hårdt at sidde i sadlen 10 – 12 timer hver dag en uge i træk. Almindelig kopattesalve, Helosan er en mulighed, men der findes forskellige produkter af mere professionel karakter. En baby zinksalve er også godt hvis enden skulle blive rød.
Bagage
Alt dit tøj skal være i en taske eller kuffer. Hver rytter må medbringe 20 kg bagage, og tasken eller kufferten mærkes med rytterens nummer på turen så det er nemt for andre at finde frem til den rigtige. Nummersedlen fastgøres i bæreremmen eller håndtaget.
Vaskemiddel
Til tøjvask under turen, evt. koncentreret Travel Wash i tuber, eller andet der ikke fylder for meget. Selvom vi alle lugter næsten ens efter en dag på cykler er det vigtigt at dit tøj vaskes hver dag. Det sikre dig også bedst muligt mod øm bagdel m.m.
Energibarer og –drik
Medbringes af den enkelte rytter og i de mængder der er behov for. Ved depoterne vil der være drikkevand til at blande energidrik med.
Penge og betaling
Turen er betalt hvilket vil sige overnatning og tilhørende bespisning morgen og aften. Det samme gælder for depotforplejningen undervejs. Der vil således ikke være behov for kontanter medens vi cykler, men om aftenen er drikkevarer til maden ikke inkl. ligesom det der måtte komme herefter. Ligeledes er man lørdag og søndag på egen hånd i Paris.
Medbring derfor et antal Euro og måske et plastikkort til det uforudsete.
Bagage og beautyboks
Hver morgen læsses vores bagage i depotbilen og herefter ser vi den først når vi er fremme ved overnatningsstedet. Det vil ikke være muligt at komme i sin bagage undervejs. Det man skal bruge undervejs skal være i beautyboksen.
Hver rytter får en lille plastikkasse med låg, beautyboks, som forsynes med rytternummer. Denne boks står hele dagen i service bilen og er tilgængelig ved hvert depotstop. I denne skal der være alt hvad man som rytter skal bruge i løbet af dagen.
Energidrik, energi barer, salve, solcreme løse ærmer og ben samt værdigenstande. Her opbevares mobiltelefonen tillige under cykling. Ved hvert
depotstop stilles disse bokse frem.
Telefon
Når vi kører på cykel må rytterne ikke have mobiltelefoner på sig. De skal være i beautyboksen. Hvis telefonen bruges til anden opgave må de være i lomme, men på lydløs, og der må ikke besvares under kørsel. Eneste undtagelse er en eller flere af holdkaptajnerne, der skal bruge dem til kommunikation. I forhold til de pårørende vil der blive oplyst et nummer som de kan kontaktes os på under hele turen, også medens vi cykler. Dette nummer vil være i cykelservicebilen.
Pas med mere
Husk at medbringe dit pas, sygesikringskort m.m. Disse opbevares i beautyboksen under hele turen, så de er i nærheden i tilfælde af problemer eller uheld.
Overnatning
Vi overnatter på hotel, hvor vi bor på 2 eller 4 mand værelser. Det betyder at I sættes sammen to og to, så hvis der er en du gerne vil bo sammen med under hele turen og i Paris, kan dette arrangeres. Ellers sættes rytterne sammen to og to af styregruppen.
Forsikring
Spørg din forsikring om du er forsikret i forhold til turen. Sygdom og hjemtransport.
Din cykel
Du har selv ansvaret for din cykel på hele turen. Check at den er i orden inden afgang og medbring plejemidler og kædeolie til turen. Dæk, slanger m.m. medbringes i servicevognen, der også medbringer en ekstra cykel.
Aftentur
Når aftensmaden er indtaget, er der socialt samvær for hele gruppen. Hvis vejret tillader det sidder vi udendørs omkring depotbilen, ”bagsmækken”.
Vores egen lille beværtning har indkøbt øl, vand, chips m.m. ved grænsen, og den enkelte rytter skriver på en liste hver gang der tages fra kassen. Sidste aften afregnes til kostpris med hver enkelt rytter. Sidste mand lukker og slukker ”bagsmækken” hver aften.
